Mærsk eksperimenterer med droner som sendebude


Arkivfoto


A. P. Møller-Mærsk-koncernen ser et stort potentiale i brugen af droner, som på sigt forventes at kunne spare selskabet for mange penge.

Selskabets tankskibsdivision, Maersk Tankers, har for eksempel ofte brug for at få transporteret pakker med reservedele, post eller medicin ud til skibene.

Normalt foregår det ved brug af pramme, men det er en bekostelig affære, og derfor er der planer om at indsætte droner til opgaven.

– Prisen for en pram ligger gennemsnitligt på 1000 dollar, men kan ryge helt op i 3000 dollar.

– Med den nuværende maksimalvægt for en drone kunne en pram i gennemsnit erstattes af en drone tre gange om året pr. skib.

– Det giver en besparelse pr. skib på mellem 3000 og 9000 dollar, og hvis man ganger det op med 100 skibe, er der et betydeligt besparelsespotentiale, siger Markus Kuhn, der er supply chain manager hos Maersk Tankers.

Maersk Tankers foretog i januar den første testflyvning med en drone, der blev sat i luften fra en slæbebåd, og som afleverede en pakke ved at lade den falde fra fem meters højde.

Markus Kuhn ser også andre anvendelsesmuligheder for droner. Han forestiller sig, at de med et påmonteret kamera kan bruges til inspektionsopgaver i skibenes tanke.

Også andre af Mærsk-koncernens underafdelinger undersøger lige nu muligheden for at anvende droner, herunder Maersk Oil og Maersk Drilling.

/ritzau/