Hårde gadekampe ryster Istanbul efter lukning af avis


I alt deltog omkring 500 i protestaktionerne i Istanbul uden for avisen Zaman, som blev lukket fredag, hvor det også kom til gadekampe mellem politi og aktivister. (Video fra RT Youtube).


Tyrkisk politi anvendte lørdag gummikugler, vandkanoner og tåregas mod demonstranter uden for en oppositionsavis, som er blevet lukket af myndighederne.

– Den frie presse kan ikke gøres tavs, råbte demonstranterne.

Like localeyes.dk på Facebook

I alt deltog omkring 500 i protestaktionerne i Istanbul uden for avisen Zaman, som blev lukket fredag, hvor det også kom til gadekampe mellem politi og aktivister.

Både USA og EU har kritiseret den tyrkiske regering for at undertrykke ytringsfriheden.

Lukningen af Zaman, der er landets største avis, er et led i en stadigt mere omfattende indgriben over for tilhængere af den omstridte muslimske præst Fethullah Gülen, som er en magtfuld modstander af præsident Recep Tayyip Erdogan.

Staten har indsat administratorer, som skal stå for driften af avisen Zaman, rapporterer det statslige anatolske nyhedsbureau.

Fethullah Gülen er Erdogans tidligere allierede, men de to mænd er i dag ærkefjender.

Gülen er en tyrkisk muslimsk prædikant, der er gået i eksil i USA. Han har tidligere hjulpet Erdogan med at tæmme den engang så stærke hær, og han har stor indflydelse mange steder i Tyrkiet gennem et netværk af religiøse skoler.

Erdogan beskylder Gülen for at have stor indflydelse på landets politi og retssystem, og han har sagt, at hans tidligere allierede har forsøgt at bruge en korruptionsskandale til at vælte ham.

Zaman er Tyrkiets mest sælgende avis med et oplag på 650.000.

USA kritiserer Tyrkiet for mangel på presse- og ytringsfrihed.

– Vi ser dette som den seneste udvikling i en række af forstyrrende tiltag fra den tyrkiske regering mod medier og andre kritikere, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, John Kirby.

En domstol i Ankara vurderede fredag, at Zaman og Gülen har været i ledtog imod Erdogan.

/ritzau/Reuters