Ti risikerer dom for at nævne navn på mistænkt pistolmand


Lars Hedegaard holder tale til en muslimsk-fjendsk demonstration i København.


Da Retten på Frederiksberg i sidste uge behandlede en straffesag mod debattøren Lars Hedegaard, valgte betjente fra Københavns Politi at sigte tre af tilhørerne.

Ligesom Hedegaard beskyldes de for at overtræde det navneforbud, der siden april 2014 har beskyttet den mand, der mistænkes for at ville dræbe den omstridte islamkritiker.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Tilhørernes påståede lovovertrædelse består i deres påklædning: Alle var mødt op i retten iført hvide T-shirts med navnet på den formodede gerningsmand trykt på brystet.

– Når et retsmøde omhandler netop den sag, og tilhørerne vælger at bære de T-shirts, er det vores opfattelse, at der er sket en overtrædelse af navneforbuddet, siger anklager Jesper Holm fra Københavns Politi.

Med de nye sager er der i alt rejst sigtelse mod ni personer og én virksomhed for at bryde navneforbuddet.

– Men vi venter med at beslutte, hvad der skal ske med de sigtede, indtil sagen mod Hedegaard er afgjort, siger Jesper Holm.

Fredag klokken 12.45 ventes Retten på Frederiksberg at afgøre, om 73-årige Hedegaard skal idømmes en bøde, sådan som anklagemyndigheden kræver. Hans påståede lovovertrædelser er sket på en svensk netavis, i bogen “Attentatet” og på Facebook.

Under retssagen har Hedegaard hævdet, at udbredelsen af navnet på den formodede attentatmand er sket i nødværge. BH, som den mistænkte kaldes, er nemlig stadig på fri fod. Og så længe det forholder sig sådan, er Lars Hedegaard ikke tryg.

– Jeg har grebet til den selvforsvarshandling at gøre attentatmandens navn så kendt som muligt ud fra den betragtning, at det øger chancen for, at han bliver pågrebet, lød det fredag fra Hedegaard.

Med henvisning sin tavshedspligt afviser Jesper Holm at fortælle, hvem de ti sigtede er.

Tidligere har det dog været fremme, at forlaget People’s Press, der har udgivet “Attentatet”, er blandt de sigtede. Også præsten Kathrine Lilleør risikerer en bøde, da hun i en anmeldelse af “Attentatet” i Berlingske gengav navnet på BH.

Blandt de tre tilhørere, der blev sigtet fredag, er bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet Torben Mark Pedersen. Han har dog ingen forståelse for politiets indgriben.

– Jeg har bare udøvet min ret til at gå klædt, som det nu engang passer mig, og det mener jeg ikke, at statsmagten har nogen som helst ret til at blande sig i, siger han.

/ritzau/