Inger Støjberg bremser for flygtningelandsbyer


Arkivfoto


Det bliver ikke en realitet med landsbyer til de mange flygtninge, der kommer til Danmark.

Det fastslår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) over for Jyllands-Posten.

Like localeyes.dk på Facebook

– Helt generelt må man sige, at hvis vi opretter flygtningelandsbyer, vil det hæmme integrationen og på alle måder blive fordyrende, siger hun.

– Der findes ingen modeller for flygtningelandsbyer, som passer ind i alle 98 kommuner, så derfor ser jeg ikke, at det er en mulighed.

Og dermed bliver Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis forslag om at oprette statsdrevne flygtningelandsbyer for at lette presset på kommunerne ikke til noget.

I redegørelsen “Rapport om statslige flygtningelandsbyer”, som offentliggøres mandag, vurderes det blandt andet, at flygtningelandsbyer vil øge de offentlige udgifter.

Derudover, at det vil være konventionsstridigt, hvis personer med flygtningestatus placeres i landsbyer uden at have samme rettigheder som andre udlændinge med lovligt ophold, skriver Jyllands-Posten.

På den baggrund afviser Inger Støjberg nu definitivt at oprette landsbyerne.

– Vi har hele tiden været meget skeptiske over for det. Og rapporten viser, at der også er hold i den skepsis. Ydermere er det konventionsstridigt, siger udlændingeministeren.

Tilbage i januar pålagde et flertal bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative regeringen at fremlægge et konkret forslag til, hvordan flygtningelandsbyerne kan etableres.

Regeringen skulle – senest den 1. marts – redegøre for konsekvenserne i et beslutningsgrundlag.

Blandt de undersøgte modeller er en, der minder om et forslag stillet af Dansk Folkeparti. Den vil ifølge rapporten i praksis bryde med flygtningekonventionen. Det giver DF dog ikke meget for.

– Det er ærgerligt, at Venstre gør det, som partiet så tit gør. Nemlig at bruge konventionerne til at afvise yderligere stramninger i asylpolitikken, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Jyllands-Posten, som ikke vil opgive kravet om flygtningelandsbyer.

Ifølge Jyllands-Posten har det ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne, mens De Konservative bakker regeringens linje op.

/ritzau/