Arkivfoto
Napolis stjerneangriber Lorenzo Insigne fik en særdeles skidt optakt til mandagens fodboldkamp ude mod Fiorentina i den italienske liga Serie A.
Lorenzo Insigne kom lørdag aften klokken 22.30 kørende i sin BMW med sin kone Jenny som passager i den syditalienske by Napoli, da to personer på en scooter kørte op på siden af bilen og truede ham med en pistol, skriver Gazzetta dello Sport søndag.
Like localeyes.dk på FacebookRøverne, som var fulgt efter og stoppede bilen i Vomero-området, tog alle Lorenzo Insignes og de øvrige venners værdier og penge, heriblandt angiveligt et Rolex-ur, beretter den italienske sportsavis. Derefter forsvandt de to røvere.
Insigne, som er født i Napoli og er italiensk landsholdsspiller, havde også selskab af nogle venner i bilen, efter at de alle havde været på en restaurant for at spise middag.
Italienske medier skriver, at Insignes kone anlægger en sag hos myndighederne i parrets bopælskommune Frattamaggiore.
Det er ikke første gang, at bøller slår til mod fodboldspillere og deres partnere i byen Napoli.
I de seneste år er også Napoli-anfører Marek Hamsik og de tidligere Napoli-spillere Valon Behrami, Camilo Zuniga, Ezequiel Lavezzi og Edinson Cavani blevet ofre for tyveri og andre kriminelle gerninger.
Napoli er placeret på andenpladsen i Serie A med 57 point efter 26 spillerunder. Insigne har scoret 11 ligamål i denne sæson.
/ritzau/