Dyster rapport: Disse basale ting må fattige droppe


Arkivfoto


Forskere fra SFI har spurgt fattige danskere om, hvad de må opgive på grund af deres dårlige økonomi. Alt fra husleje til busbilletter kan blive valgt fra.

Det skriver Avisen.dk.

Danskere, der lever under fattigdomsgrænsen, må i stor stil undvære helt basale ting, som andre tager for givet.

Like localeyes.dk på Facebook

Blandt andet har 16 procent af de økonomisk fattige i perioder ikke råd til tre måltider om dagen, ligesom 15 procent dropper at købe lægeordineret medicin, fordi de mangler penge.

Det viser en ny rapport med titlen ”Fattigdom og afsavn”, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udgiver fredag.

SFI har interviewet flere end 1000 fattige danskere om, hvad deres dårlige økonomi betyder for deres dagligdag.

Der er stor forskel på, hvor slemt det står til blandt de fattige dansker. Men hver tredje fattige må på grund af dårlig økonomi give afkald på 10 eller flere af de i alt 49 indikatorer – f.eks. mad, tøj, bolig, internet eller sociale aktiviteter – som forskerne har målt på.

– Vi kan se, at noget af det, man i særlig grad giver afkald på, er de sociale aktiviteter. Når man bliver nødt til at prioritere de umiddelbare fornødenheder som tøj og mad, er der ikke plads i økonomien til det sociale, siger forsker Lars Benjaminsen, der står bag undersøgelsen til Avisen.dk.

Han påpeger, at mange af de fattige, der er hårdest ramt, i forvejen kæmper med psykiske problemer og mangel på sociale netværk. Derfor kan det være med til at skabe isolation og forværre de sociale problemer, hvis de ikke har råd til at deltage i sociale aktiviteter såsom at besøge venner og familie eller deltage i fritidsaktiviteter.

– Men det er ikke kun de sociale ting. Der er også folk, der ikke har råd til mad og andre basale ting. Og sådan noget som at gå til tandlæge, er der mange, der siger, at de ikke har råd til, forklarer Lars Benjaminsen.

Forskerne bag undersøgelsen har defineret de økonomisk fattige danskere ud fra den fattigdomsgrænse, den tidligere regering indførte i 2013.

For at blive betragtet som fattig, skal man tre år i træk have tjent mindre end 103.500 kroner efter skat og ikke have en formue på mere end 100.000 kroner. Studerende er samtidig udelukket fra fattigdomsopgørelsen.

Ud fra den definition var der i 2012 39.300 fattige i Danmark, hvilket svarer til under 1 procent af den samlede befolkning.