Bosnier dømt for tung våbenlast på færge til Lolland


Våbenfundet er så omfattende, at den 40-årige bosnier, Sanel Hadzovic, straffes med fire år og seks måneders fængsel. Han udvises desuden af Danmark for bestandigt. Arkivfoto


Bagagerummet på en hvid Mercedes var bugnende fuld af våben, da politiet og Skat en dag i juli sidste år gennemførte en rutinekontrol i Rødbyhavn på Lolland.

Torsdag eftermiddag erkendte bilens fører ved Retten i Nykøbing Falster, at det omfattende våbenarsenal – herunder ti håndgranater og 13 pistoler – var hans.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Våbenfundet er så omfattende, at den 40-årige bosnier, Sanel Hadzovic, straffes med fire år og seks måneders fængsel. Han udvises desuden af Danmark for bestandigt.

Ifølge politiet er den dømte en del af et internationalt netværk af våbensmuglere, men i retten nægtede han kategorisk enhver antydning om, at han omgås kriminelle.

Ikke desto mindre stod han ved, at han er gode venner med en bosnisk politimand, som politiet anser for at være våbensmuglernes bagmand.

For øjeblikket sidder han varetægtsfængslet i Tyskland sigtet for besiddelse af et stort parti våben og sprængstof – herunder 20 håndgranater.

Det forhold nægtede Sanel Hadzovic imidlertid at kende noget til.

– Jeg har købt våbnene i Bosnien og transporteret dem til Danmark. Der er ikke andre, der er indblandet, fastslog bosnieren.

På trods af erkendelsen var den dømte utilfreds med rettens afgørelse. Derfor valgte han at anke dommen til landsretten.

/ritzau/