Strandet hval obduceres torsdag


Hvalen strandede tirsdag morgen, og forrådnelsen er endnu ikke så fremskreden, at der vurderes at være “eksplosionsfare”. Arkivfoto


Den strandede finhval ved Blokhus Strand i Nordjylland vil blive obduceret torsdag af eksperter fra Søfarts- og Fiskerimuseet i Esbjerg.

Det oplyser inspektør Lasse Fast Jensen fra museet til Ritzau.

Obduktionen skal fastslå, hvor gammel hvalen er, og hvad der tog livet af den.

Hvalen strandede tirsdag morgen, og forrådnelsen er endnu ikke så fremskreden, at der vurderes at være “eksplosionsfare”.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Så vidt jeg kan vurdere, ser den fin og frisk ud, men vi vil selvfølgelig vurdere faren for eksplosion, når vi står deroppe og skal i gang, siger Lasse Fast Jensen.

To kaskelothvaler strandede i 2014 ved Henne Strand ved den jyske vestkyst, og her blev der foretaget en kontrolleret “punktering” af de eksplosionsklare hvaler.

Den nordjyske finhval har været et tilløbsstykke, siden den strandede tirsdag morgen. Selve obduktionen torsdag ventes også at trække mange nordjyder af huse, som holder vinterferie i denne uge.

– Det er vi helt med på. Området med hvalen er spærret af, og vi vil udvide afspærringen, når vi går i gang med obduktionen. Vi skal bruge nogle store maskiner, og det håber vi selvfølgelig, at folk vil respektere, siger Lasse Fast Jensen.

Finhvalen er en forholdsvis sjælden gæst ved de danske kyster. Den seneste registrering af finhval ved den danske skagerrakkyst var i 1945.

I 2010 forvildede en finhval sig ind i Vejle Fjord, hvor den angiveligt søgte efter føde. Hvalen omkom, og obduktionen viste, at den nåede at blive omkring 120 år gammel, hvilket gør den til den hidtil ældste registrerede finhval i verden.

/ritzau/