Politiet anholder flere i forbindelse med kvindes død

En kvinde er tirsdag fundet død i Køge "under særdeles mistænkelige omstændigheder".

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Formuleringen dækker formentlig over, at politiet umiddelbart mener, at kvinden er blevet dræbt.

Politiet har anholdt flere personer i forbindelse med fundet af den døde kvinde.

Kvinden blev fundet død i en lejlighed på Københavnsvej 116.

- Vi får klokken 15.55 en anmeldelse, som gør, at vi med det samme rykker ud til lejligheden. Her finder vi kvinden død, fortæller politiets vagtchef Lars Galasz.

Han kan ved 17-tiden ikke fortælle, hvad anmeldelsen gik ud på eller andre detaljer om sagen.

Politiet er "massivt til stede" og har afspærret området.

/ritzau/