En kvinde er tirsdag fundet død i Køge “under særdeles mistænkelige omstændigheder”.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Formuleringen dækker formentlig over, at politiet umiddelbart mener, at kvinden er blevet dræbt.
Politiet har anholdt flere personer i forbindelse med fundet af den døde kvinde.
Kvinden blev fundet død i en lejlighed på Københavnsvej 116.
– Vi får klokken 15.55 en anmeldelse, som gør, at vi med det samme rykker ud til lejligheden. Her finder vi kvinden død, fortæller politiets vagtchef Lars Galasz.
Han kan ved 17-tiden ikke fortælle, hvad anmeldelsen gik ud på eller andre detaljer om sagen.
Politiet er “massivt til stede” og har afspærret området.
/ritzau/