Forbund nægter rockertilknyttet bokser licens til at bokse


    Arkivfoto


    Bokseren Patrick Nielsens tilknytning til rockerklubben Satudarah betyder, at han ikke længere vil kunne få licens til at bokse professionelt i Danmark.

    Det siger formand Jesper D. Jensen fra Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF) til B.T., efter at bokseren søndag til samme avis fortalte, at han er blevet optaget i rockerklubben som såkaldt “prospect”.

    – Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald, siger Jesper D. Jensen til avisen.

    Patrick Nielsen var senest i ringen i oktober 2019.

    Han har udtalt, at han har ting, han ønsker at hævne i bokseringen, men det får han altså ikke lov til, slår bokseforbundets formand fast.

    – Han har ikke haft licens i et år. Når han ikke har licens, kan han selvfølgelig ikke bokse. Det næste spørgsmål er så, ‘hvad så, hvis han søger licens’, jamen, så vil vi bruge paragraf 5, hvor der står, at man bringer man boksningen i miskredit – og det har han jo gjort – så er der ingen licens, siger Jesper D. Jensen til B.T.

    Bokseforbundets licensregulativs artikel 5, som formanden henviser til, siger blandt andet:

    – Forbundet kan med øjeblikkelig virkning fratage en licens for en begrænset eller ubegrænset periode, såfremt licenshaveren, efter tildeling af en skriftlig advarsel, vedblivende overtræder DPBF’s love og regulativer, eller gør sig skyldig i handlinger, der skader den professionelle boksnings anseelse og omdømme.

    Patrick Nielsen har været i ringen 33 gange som professionel bokser. Han har vundet 30 kampe og tabt tre.

    Han var i tiden efter superstjernen Mikkel Kesslers farvel til boksesporten et af dansk boksnings mest lovende navne.

    I 2015 var han i ringen fem gange med fem sejre til følge, men siden er det blot blevet til fire kampe, og to af disse har han tabt.

    /ritzau/