Se hele listen over produkter, som er trukket tilbage på linket i bunden af artiklen.
Chokoladeproducenten Mars tilbagekalder chokoladeprodukter af mærkerne Snickers, Mars, Milky Way og Celebrations i Danmark, efter at et stykke plastic er blevet fundet i et af selskabets produkter i Tyskland.
Det skriver Mars Danmark A/S tirsdag aften i en pressemeddelelse.
Først trak chokoladefabrikanten chokolade tilbage fra Tyskland og Holland. Senere tirsdag eftermiddag oplyste Mars at der også tilbagekaldes chokolade i Frankrig, Storbritannien, Belgien, Italien og Spanien, og siden er mange flere lande herunder Danmark kommet til.
Producenten tilbagekalder produkter i 55 lande, og det er chokolade fra pakker med et såkaldt batchnummer, som går fra 549 til 603.
Skulle man finde et stykke chokolade med et batchnummer af denne slags, så skal man kontakte Mars Danmark.
Et stykke rødt plastik fundet i en enkelt Snickers, som er købt i Tyskland 8. januar, er årsag til den uheldige situation.
Efter at forbrugeren klagede over det røde stykke plastik, blev chokoladebaren sporet tilbage til den hollandske fabrik i Veghel.
– Vi er i øjeblikket ved at undersøge, hvad der er sket, og vi kan ikke garantere, at der ikke er rød plastik i andre produkter fra den samme produktion, sagde Eline Bijveld fra Mars i Holland tidligere tirsdag.
– Med tilbagekaldelsen vil vi gerne undgå at forbrugere, som har købt nogle af de ovennævnte produkter, spiser dem, siger Mars.
Den fulde liste over tilbagekaldt chokolade kan findes på Mars’ hjemmeside
/ritzau/