54-årig fængslet for drabsforsøg: Stak buschauffør i brystet med kniv


Chaufføren vækker ham, og der opstår noget tumult, som ender med, at chaufføren bliver stukket i brystet med en kniv lige uden for bussen. Arkivfoto


En 54-årig mand er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg, efter at en buschauffør natten til tirsdag blev stukket ned i Husum i København.

Knivstikkeriet fandt sted ved 01-tiden.

– Da bussen når frem til endestationen sidder den 54-årig og sover, fortæller politikommissær René Frederiksen til Ritzau.

– Chaufføren vækker ham, og der opstår noget tumult, som ender med, at chaufføren bliver stukket i brystet med en kniv lige uden for bussen, fortsætter han.

Like localeyes.dk på Facebook

Buschaufføren har været igennem flere operationer, og hans tilstand er tirsdag eftermiddag stabil.

Senere lykkedes det at anholde den 54-årige, som blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Retsmødet måtte dog gennemføres, uden at han selv var til stede.

– Det viste sig, at hans psykiske tilstand gjorde, at han ikke var i stand til at deltage i retsmødet, og han blev ført ud af retten, forklarer René Frederiksen.

Dommeren besluttede at den 54-årige skulle fængsles i foreløbig fire uger og indlægges på en psykiatrisk afdeling, så snart der er plads.

/ritzau/