33-årig anholdt for drabsforsøg på Nørrebro


Nørrebrogade den 6. februar.


To ugers eftersøgning i det københavnske værtshusmiljø har natten til lørdag givet resultat for politiet.

En 33-årig mand, der mistænkes for at ville dræbe en anden den 6. februar, er blevet anholdt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Vi har haft nogle udfordringer ved at få ham indkredset, fortæller Gunnar Nørager, den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi.

Men ved et-tiden natten til lørdag blev den efterlyste altså spottet af betjente, der var ude i miljøet.

Mistanken er, at han tidligt om morgenen 6. februar snittede en 40-årig mand i halsen. Om det var med en kniv eller en knust flaske, ved politiet lørdag formiddag ikke med sikkerhed.

– Det er sket med en ukendt skarp genstand, siger Gunnar Nørager til Ritzau.

Det farlige angreb skete ved Café Louise på Nørrebrogade i København. Offeret er en mand på 40 år.

Netop dette værtshus har i tidens løb lagt adresse til en stribe grove voldshandlinger.

Cafeen har åbent om natten, efter at de øvrige beværtninger i området har lukket.

Lørdag formiddag vil den anholdte blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Umiddelbart kendes hans holdning til sigtelsen om drabsforsøg ikke.

/ritzau/