En 16-årig pige og en 62-årig kvinde er i kritisk tilstand efter en ulykke på Rørmosevej i Helsinge onsdag aften.
Det oplyste vagtchef ved Nordsjællands Politi Ib Kaas natten til torsdag.
– Vi modtog anmeldelsen klokken 20.10 om, at to biler er kørt sammen. Vi arbejder ud fra, at den ene ikke har overholdt sin vigepligt, sagde Ib Kaas.
Tidligt torsdag morgen er de to stadig i kritisk tilstand, oplyser vagtchefen.
De to personer sad i den samme bil. I bilen sad der også en tredje passager, som også er kommet til skade, men ikke livstruende.
Fra den anden bil er der ingen alvorligt tilskadekomne.
Politiet er stadig i gang med at undersøge omstændighederne omkring ulykken.
/ritzau/