En mand er natten til lørdag blevet stukket ned i Nordvest-kvarteret i København.
Det siger vagtchef ved Københavns Politi Thomas Hjermind kort efter midnat natten til lørdag.
– Vi fik en anmeldelse klokken 00.29 om, at en person er kommet til skade efter et knivstikkeri på Frederiksborgvej 10.
– Vi er lige nu på stedet med ambulance, og vi har afspærret området, siger Thomas Hjermind.
Manden er 49 år, og han er ikke i kritisk tilstand, oplyser politiet lørdag morgen. Det er ikke banderelateret.
Knivstikkeriet er sket på gaden, fortæller politiet, der har afhørt en del vidner, men har endnu ikke anholdt nogen formodet gerningsmand.
Politiet beder vidner i området, der har set noget, ringe 114.
/ritzau/