To unge mænd kvæstet i ulykke på Sydmotorvejen


De to unge mænd kørte i en varebil op i bagenden på en lastbil. Den 24-årige var passager og kom alvorligt til skade. Han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han mandag aften behandles for svære hovedskader. Arkivfoto


To mænd på henholdsvis 23 og 24 år er mandag eftermiddag blevet kvæstet i en voldsom ulykke på Sydmotorvejen.

Uheldet skete kort før klokken 15.40 i det sydgående spor mellem afkørsel 40 og 41, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi Steffan Jensen til Ritzau.

– Vi ved endnu ikke, hvorfor uheldet skete, da vi ikke har haft lejlighed til at tale med nogle af dem endnu, siger Steffan Jensen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De to unge mænd kørte i en varebil op i bagenden på en lastbil. Den 24-årige var passager og kom alvorligt til skade. Han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han mandag aften behandles for svære hovedskader.

– Jeg kan ikke sige mere om hans tilstand, men det er alvorligt, siger vagtchefen.

Den 23-årige var fører af bilen og er kommet mindre alvorligt til skade. Han blev kørt til Nykøbing Falster Sygehus.

Lastbilchaufføren kom ikke til skade ved ulykken.

Ulykken giver mandag aften fortsat trafikale problemer på motorvejen.

– Bilinspektørerne arbejder fortsat på stedet. Der er ét spor åben, så man kan fortsat forvente lidt kø, siger vagtchefen, som regner med, at trafikken igen vil køre normalt i løbet af aftenen.

/ritzau/