Han blev slået med øksen flere gange, både med den skarpe og den stumme side. Arkivfoto
En 37-årig mand blev søndag eftermiddag angrebet med en økse af sin ven i sit hjem nær Østermarie på Bornholm.
Det oplyser Bornholms Politi.
En 44-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør mandag, hvor den mistænkte dog ikke selv var til stede, da han er indlagt på hospitalet.
– Han er indlagt, fordi han formentlig har indtaget narko i store mængder, og så lider han også af en psykisk sygdom, som kolliderer med narkoindtaget, siger Henrik Schou, der er politikommissær ved Bornholms Politi.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreHan vil dog ikke komme nærmere ind på, hvilken psykisk sygdom der er tale om.
Manden er sigtet for legemsbeskadigelse af særlig farlig karakter og ikke drabsforsøg, da der er tale om mindre skader.
– Den forurettede er udskrevet, han har kun været til undersøgelse. Han blev slået med øksen flere gange, både med den skarpe og den stumme side, men det har mest været på hænderne, og det har været i afværge, siger Henrik Schou.
Politikommissæren vil ikke sige meget om motivet, da det ikke har været muligt at afhøre den mistænkte gerningsmand endnu, men han fortæller, at de to kendte hinanden.
– Op til hændelsen søndag var de to gode venner, siger han.
Ifølge TV2 Bornholm har den mistænkte gerningsmand anklaget vennen for at gå i seng med den 44-åriges kone.
Det kan politiet godt bekræfte.
– Det er rigtigt nok. Det er det, det drejer sig om, men der er flere ting i det, siger Henrik Schou, som dog ikke vil uddybe nærmere.
Politiet vil ikke afvise, at sigtelsen ændrer sig til forsøg på manddrab, som efterforskningen skrider frem.
/ritzau/