En person er torsdag aften blevet stukket med kniv under et slagsmål i Klarup ved Aalborg.
Politiet fik klokken 17.50 en anmeldelse om, at nogle personer var i slagsmål på Hellasvej.
– I forbindelse med slagsmålet er en person blevet stukket med en kniv, lyder det fra Nordjyllands Politi på Twitter.
Den sårede er blevet kørt til sygehuset, men er ikke kommet alvorligt til skade.
Politiet har anholdt en person, som mistænkes for at have deltaget i slagsmålet.
Ved 20-tiden vil politiet ikke fortælle mere om sagen.
Torsdagens knivstikkeri er det tredje på to døgn i og omkring Aalborg.
Kort efter klokken 20 tirsdag aften blev en 19-årig mand stukket overfladisk i bagdelen ved Slotspladsen ved Aalborg Havnefront. Samtidig blev en 17-årig dreng væltet omkuld og sparket.
Efter overfaldet blev en gruppe på cirka ti personer set løbe fra stedet med retning mod Musikkens Hus. Ifølge politiet var de mørklødede af udseende, men der er ikke yderligere beskrivelser af signalementet.
Omkring klokken 03.00 natten til onsdag blev en 21-årig mand også stukket overfladisk i bagdelen. Det skete ved et stisystem i Aalborg Øst.
Politiet har i forbindelse med det overfald fået oplysninger om, at de formodede gerningsmænd skulle være hætteklædte.
Onsdag oplyste politiet, at det er uvist, om der er sammenhæng mellem de to knivstikkerier. Det indgår i politiets efterforskning.
“Men det er ikke noget, som Nordjyllands Politi har et grundlag for at konkludere på nuværende tidspunkt,” lød det.
/ritzau/