Vold mod 15-årig blev filmet og delt: Tre drenge er mistænkt


    Arkivfoto

    En 15-årig dreng blev passet op af flere drenge i Albertslund. De overfaldt ham med slag, spark og tramp i hovedet.

    Torsdag oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, at det har fundet tre drenge, som mistænkes for at stå bag volden.

    Overfaldet skete i sidste måned, og den 15-årige dreng måtte efterfølgende indlægges på grund af sine skader.

    Der gik ikke længe, før en video af det voldelige optrin blev offentliggjort på sociale medier.

    Siden har politiet ledt efter gerningsmændene, og det mistænker tre drenge på mellem 13 og 14 år for at stå bag.

    De erkender overfaldet, oplyser politiet.

    – Jeg er oprigtig glad for, at det er lykkedes at finde de mistænkte i forbindelse med dette grove overfald, siger vicepolitiinspektør Søren Uhre i meddelelsen.

    Det er dog ikke den eneste sag, hvor børn bliver mistænkt for sådan et forhold.

    Tidligere på måneden blev børn på 12 og 13 år mistænkt for at have overfaldet en 11-årig i Skovlunde. Også det blev filmet og lagt ud på sociale medier.

    Alligevel er det ikke politiets opfattelse, at der er tale om en generel tendens.

    – Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at i de tilfælde, hvor sådanne sager kommer til politiets kendskab, så bliver de taget meget alvorligt, siger vicepolitiinspektøren.

    Han påpeger, at når mindreårige mistænkes for personfarlig kriminalitet, bliver både forældre, sociale myndigheder og Ungdomskriminalitetsnævn inddraget.

    /ritzau/