Bh-indlæg for milliarder: Flydende ‘ice’ skjult i brystholdere


Foto: AFP, Australian Federal Police.


Politiet i Australien har beslaglagt for omkring fem milliarder kroner metamfetamin, hvoraf en del var skjult i gel-indlæg til brystholdere, mens andet blev fundet i kunstgenstande.

Det er en af de største narkofangster i Australien nogensinde, og ifølge justitsminister Michael Keenan er det den hidtil største beslaglæggelse af metamfetamin.

LÆS OGSÅ: Flakka: Ny syntetisk narko er en dræber – folk ‘koger’ ihjel
Stoffet, der også bliver kaldt “ice”, er stærkt vanedannende og efterspørgslen er voksende i Australien og mange andre lande.

Den beslaglagte mængde svarer til, at 3,6 millioner “enkeltportioner” af ice med en samlet værdi på 1,26 milliarder australske dollar er blevet fjernet fra gaderne, ifølge Michael Keenan.

– Den største beslaglæggelse af flydende metamfetamin til dato er et resultat af organiserede kriminelle, som fra udlandet går efter det lukrative australske marked, siger han.

LÆS OGSÅ: 13-årig pige kørt ihjel: Dødsbilist var på meth.
Tre personer fra Hongkong og en kinesisk statsborger er anholdt i sagen, som politiet i Australien og Kina har arbejdet sammen om at optrevle.

Det hele startede i december 2015, da australske toldere undersøgte en container, der var afskibet fra Hongkong til Sydney. Containeren kom oprindelig fra det kinesiske fastland.

– Skibscontaineren indeholdt gel-indlæg til brystholdere og skjult i disse indlæg var der 190 liter flydende metamfetamin, siger Chris Sheehan fra Australiens føderale politi.

Politiet indledte efter fundet en efterforskning og opsporede yderligere 530 liter af det farlige narkotiske stof skjult i kunstgenstande i forskellige lagerlokaler i Sydney.

De fire anholdte personer risikerer at få en fængselsdom på livstid, oplyser Chris Sheehan.

LÆS OGSÅ: Politirazzia i thai-bordel afslørede narko og hælervarer
Beslaglæggelsen kommer to måneder efter, at premierminister Malcolm Turnbull øremærkede 300 millioner australske dollar til at bekæmpe den stigende brug af ice i Australien.

Ifølge en regeringsrapport har Australien flere brugere af ice end de fleste andre lande i forhold til indbyggerantallet.

Rapporten viser, at antallet af brugere siden 2007 er fordoblet til over 200.000 i 2013.

En kommissionsrapport viste sidste år, at mens man i Kina kan købe et gram ice for 80 amerikanske dollar, så koster samme mængde i Australien 500 dollar.


Foto: AFP, Australian Federal Police.

Foto: AFP, Australian Federal Police.

/ritzau/AFP