Tumult i retten: Nazi-bedstemor forsøgt angrebet under Auschwitz-sag


Foto: http://ursula-haverbeck.info. Ursula Haverbeck er af tyske medier er blevet døbt Nazi-Oma, nazi-bedstemor på dansk.


En 87-årig kvinde, som er dømt for holocaustbenægtelse, forsøgte torsdag formiddag at overvære retssagen i tyske Detmold mod en tidligere vagt i nazikoncentrationslejren Auschwitz.

Men Ursula Haverbeck måtte ifølge dpa hjælpes væk af politiet, da ukendte gerningsmænd forsøgte at angribe hende.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De nærmere omstændigheder omkring hændelsen og de formodede gerningsmænd er fortsat uklare.

Haverbeck, der af tyske medier er blevet døbt Nazi-Oma (Nazi-bedstemor, red.), blev i november sidste år idømt ti måneders fængsel for holocaustbenægtelse.

LÆS OGSÅ: Bizart: Hitler-isvaffel sælges i Indien
Under retssagen mod hende insisterede hun på, at det ikke er historisk bevist, at Auschwitz var en dødslejr.

Samtidig har hun på tv erklæret, at “holocaust er den største løgn i historien”.

Torsdag formiddag forsøgte Ursula Haverbeck at overvære retssagen mod 94-årige Reinhold Hanning, der er anklaget for meddelagtighed i mindst 170.000 mord på jøder under sin tid som SS-vagt i Auschwitz i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

Retssagen er den første af i alt tre retssager, der er planlagt i år, mod tidligere medlemmer af det nazistiske korps SS.

LÆS OGSÅ: 3-årige Adolf Hitler tvangsfjernet
Christoph Heubner, der er næstformand for Den Internationale Auschwitz Komité i Berlin, siger, at retssagerne skal ses som en mulighed for at gøre op med “svigt i Tysklands retssystem”.

Blandt de 6500 tidligere SS-ansatte i Auschwitz, der overlevede krigen, er færre end 50 blevet dømt.

Reinhold Hanning erkender at have arbejdet i Auschwitz. Men han afviser anklagerne om meddelagtighed i mord.


Se mere til Ursula Haverbeck

/ritzau/AFP