422 er døde med coronavirus i Danmark – antal indlagte daler


    Arkivfoto


    422 er søndag døde med coronavirus i Danmark.

    Det oplyser Statens Serum Institut. Det er fire flere end lørdag og det laveste antal dødsfald i løbet af et døgn siden den 22. marts.

    285 er indlagt, fem færre end lørdag.

    Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er den primære årsag til dødsfaldene. Alle, der er døde 60 dage efter en positiv test, tælles med i statistikken.

    70 er på intensiv, og 56 er i respirator. Det er nøjagtig samme tal som lørdag.

    Det er disse patienter, der har det værst.

    146.915 er blevet testet for coronavirus i Danmark i alt.

    Der er bekræftet 8575 tilfælde af smitte med coronavirus i Danmark.

    Der arbejdes dog stadig med et mørketal for smittede med coronavirus.

    5805 har overstået infektionen.

    Myndighederne arbejder ikke med raskmeldte, men en overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.

    Myndighederne er i gang med en ny teststrategi, der skal give et langt klarere indtryk af det reelle smittebillede i Danmark.

    Med den nye teststrategi skal et “repræsentativt udsnit” af danskerne testes.

    Blandt andet har myndighederne besluttet, at man fra næste uge vil påbegynde opsætningen af yderligere 11 testtelte rundt om i hele landet.

    Der er allerede rejst fem testtelte, hvor et stort antal borgere er blevet testet for coronavirus.

    De fleste smittede er fra hovedstadsområdet.

    Her har der i flere dage lydt advarsler om at samle sig mange mennesker på offentlige steder.

    Politiet har lørdag forbudt ophold i Lakolt Butikscenter på Rømø i Sønderjylland og på Islands Brygge i København, hvor en række mindre grupperinger har siddet tæt op ad hinanden.

    Der er lørdag aften også blevet rejst sigtelser og uddelt bøder – 10 personer i gang med et kongespil i solskinnet på Amager Strand i København har fået en bøde på 2500 kroner hver.

    Politiet har varslet, at der kan komme flere opholdsforbud, hvis danskerne ikke følger reglerne.

    /ritzau/