Smykkelov træder i kraft fredag: Undtager vielsesringe


Arkivfoto


Politiet skal ikke beslaglægge vielsesringe og forlovelsesringe fra asylansøgere, som kommer til Danmark.

Det fastslår en vejledning til politiet på ti sider, som danner grundlag for, hvilke aktiver politiet skal beslaglægge, når asylansøgere kommer til landet.

Like localeyes.dk på Facebook

Vejledningen er offentliggjort fredag, hvor den omstridte smykkelov, der også er kendt som lovforslag L87, træder i kraft.

Det skal vurderes, “om genstanden har en særlig personlig betydning (affektionsværdi) for den pågældende. Genstande med affektionsværdi er helt undtaget fra adgangen til beslaglæggelse”, lyder det i vejledningen.

Sådanne genstande omfatter blandt andet “vielsesringe og forlovelsesringe og vil også kunne omfatte for eksempel hæderstegn, erindringsgaver fra nærtstående, religiøse genstande (…)”.

Lovforslaget har mødt stor kritik og er blevet bredt omtalt i udlandet, hvor flere internationale medier, meningsdannere og politikere har kommenteret det.

Blandt andre har den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan kritiseret den danske smykkelovgivning samt den nuværende generalsekretær, Ban Ki-moon.

/ritzau/