KØGE: En 31-årig mand fra Køge døde mandag aften efter et knivstikkeri på parkeringspladsen ved opgangen Parkvej 30, Køge. Politiet efterlyser nu en 21-årig mand fra Køge som mistænkt i sagen.
Kl. 19.03 modtog Midt- og Vestsjællands Politi via alarmcentralen et alarmopkald om noget uro og muligt knivstikkeri på parkeringspladsen ud for opgangen Parkvej 30, 4600 Køge.
En 31-årig mand fra Køge var blevet stukket i brystet og blev bragt til intensiv behandling på både sygehuset i Køge og senere på Rigshospitalets traumecenter. Det viste sig dog, at han havde pådraget sig så alvorlige kvæstelser, at hans liv ikke kunne reddes. Han afgik derfor ved døden mandag aften.
Politiet var talstærkt til stede og afspærrede området omkring parkeringspladsen, hvor knivstikkeriet havde fundet sted. Gerningsstedet blev undersøgt for spor af efterforskere og politihunde, ligesom politiet samtidig foretog afhøringer af personer, der havde opholdt sig i området, og i øvrigt kunne bidrage med oplysninger i sagen.
Med baggrund i efterforskningen vil Midt- og Vestsjællands Politi nu efterlyser Mohamad Youssef Khalil, 21 år, bopæl og ophold i Køge-området som mistænkt i sagen.
Politiet har i løbet af mandag aften og natten til tirsdag ledt efter den mistænkte både på hans bopæl, tilholds- og opholdssteder, men uden at finde ham. Derfor ønsker politiet nu offentlighedens hjælp til at lokalisere den mistænkte, som på nuværende tidspunkt ikke kan efterlyses med et foto.
Den mistænkte har endvidere rådighed over en personbil, der beskrives som:
Audi A5 Sportsback, hvid – årgang 2012, nummerplade: CA15403 som politiet også ønsker offentlighedens hjælp til at finde.
Politiet arbejder ud fra en tese om, at knivstikkeriet kan være et internt opgør mellem personer, der i forvejen har et kendskab til hinanden.
Oplysninger om den mistænkte eller hans bil bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.