Politi om tumult i Vollsmose: Det var opgør mellem to grupperinger


Massivt politiopbud i Vollsmose onsdag eftermiddag.


Politiet rykkede onsdag eftermiddag talstærkt ud i Odense-bydelen Vollsmose efter anmeldelse om skyderi.

Fyns Politi kan onsdag aften fortsat ikke bekræfte, om der blev afgivet skud. Meget tyder på, at der var tale om et opgør mellem to grupperinger i området, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Tv: Skyderi i Vollsmose
– Jeg kan bekræfte, at vi nu ved, at det er to kendte grupperinger, der har været i klammeri. Præcis, hvad konflikten handlede om, kan jeg ikke sige noget om, siger politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi.

En personbil, der har været udsat for voldsomt hærværk, er blevet kørt til tekniske undersøgelser. En anden personbil blev undersøgt af politiet på stedet.

Fyns Politi var i løbet af både eftermiddagen og aftenen massivt til stede i Vollsmose.

– Når vi får en melding om skud, så tager vi absolut ingen chancer, og derfor rykker vi i sådan en situation ud med rigtig mange folk. Det er simpelthen nødvendigt, så vi hurtigt sikrer ro, orden og dermed tryghed for de tusindvis af borgere, der bor i Vollsmose, siger politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi.

Da der er tale om et opgør i et lukket miljø, mener Benny Linde Larsen, at beboerne i Vollsmose roligt kan færdes i deres bydel, som de plejer.

Der bliver først torsdag taget stilling til, om de seks anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.