Arkivfoto
Socialdemokraterne bakker op om den midlertidige grænsekontrol, som tirsdag blev forlænget til 23. februar af regeringen.
Det er dog ikke holdbart at blive ved med at forlænge grænsekontrollen, som det altså nu er sket for anden gang, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Det er ikke holdbart på den lange bane, at man bliver ved med at intensivere grænsekontrollen i hvert eneste af de europæiske lande.
– Derfor kalder det her på en langsigtet løsning. Men så længe, at den langsigtede og fælles løsning ikke er der, og så længe, at regeringslederne ikke får sat sig sammen og fundet en fælles løsning, har jeg meget svært ved at se en anden udvej, siger hun.
EU’s kommissær for migration, indre anliggender og medborgerskab, Dimitris Avramopoulos, har talt for, at grænsekontrollen ikke burde forlænges ud over 3. februar, hvor den stod til at slutte.
I stedet er den nu blevet forlænget i sin nuværende form, hvor 200 betjente skal udføre stikprøvekontroller.
Det sker, fordi Sverige har indført id-kontrol og transportøransvar på den danske-svenske grænse ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Det kunne ifølge Inger Støjberg betyde “en stor ophobning af migranter i Danmark”, og derfor indføres grænsekontrollen.
Trine Bramsen mener ikke, at regeringen har været god nok til at informere om diskussionerne med EU og udlandet om de fælles løsninger.
Spørgsmål: Hvis I havde regeringsmagten, hvad ville I så foreslå?
– Pointen er, at vi ikke har fået svar på, hvilken kontakt der er med landene omkring os. Når vi ikke kan få svar på det, så er det lidt svært at svare på, hvilke løsninger og løsningsmodeller der diskuteres med landene omkring os, siger hun.
Spørgsmål: Er der nogle løsningsmodeller, som Socialdemokraterne vil frem med?
– Jeg tror, det er nødvendigt, at du forstår alvoren ved det her. Det lyder ikke til, at du helt har forstået, hvor alvorlig en situation vi står i.
– Det er helt afgørende, at man har en regering, der har en kontakt til landene omkring os, og som mødes med udenrigsministrene og på statsministerniveau med landene omkring os, som også oplever de store udfordringer, siger Trine Bramsen.
/ritzau/