Politi efterlyser: Kastede flise ned fra motorvejsbro og ramte bil med familie


Flisen ramte en personbil med far, mor og to børn, der var på vej i vestlig retning. Børnene og faderen slap uden skader, mens moderen pådrog sig en hovedskade. Hun er uden for livsfare. (Foto fra Fyens Politi).


Fyns Politi beder om hjælp til at finde frem til den eller de personer, der søndag den 31. januar ved 22-tiden kastede en stor ca. 40 x 60 x6 cm tyk betonflise ned over den Fynske Motorvej fra Langesøvej, der krydser motorvejen mellem rasteplads Kildebjerg og afkørslen mod Odense V.

Like localeyes.dk på Facebook

Flisen ramte en personbil med far, mor og to børn, der var på vej i vestlig retning. Børnene og faderen slap uden skader, mens moderen pådrog sig en hovedskade. Hun er uden for livsfare.

Flere andre biler kørte ind i flisestumperne, der lå spredt over de to motorvejsspor – dog uden alvorlige skader.

-Det er en sag, vi ser meget alvorligt på. Jeg vil nærmest kaldet det et mirakel, at de fire i bilen ikke kom alvorligere til skade end de gjorde, siger Anders Lundegaard, leder af Assens Lokalpoliti, der efterforsker sagen.

-Vi håber meget, at nogen derude vil kunne hjælpe os med at finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene. Har noget set eller hørt noget, så ring til os. Vi vil også gerne vide, hvor den 6 cm tykke flise kommer fra. Det er ikke sådan en, man lige går med under armen, siger Anders Lundegaard.

Politiet tror, at flisen enten er transporteret til stedet i en bil, på en trailer eller en anden form for køretøj. Den kan også være kørt for eksempel i en trillebør.

Langesøvejbroen, hvorfra flisen blev kastet ned på motorvejen, har hverken til- eller frakørselsramper til motorvejen.

Har nogen oplysninger, så må de meget gerne kontakte Fyns Politi på telefon 114.