Arkivfoto
Den Internationale Cykelunion (UCI) bekræfter søndag, at der er blevet fundet en skjult motor i cyklen hos en af deltagerne ved VM i cykelcross i Belgien.
– Det er ingen hemmelighed, at der blev fundet en motor, siger UCI-præsident Brian Cookson til cyclingnews.com.
– Vi mener, at der er tale om teknologisk doping, siger han.
Lørdag kom det frem, at UCI havde fundet en motor i cyklen hos den belgiske rytter Femke van den Driessche.
Hun var et af VM-arrangørernes håb i kvindernes U23-klasse, men nu er hun altså blevet taget for “motordoping”.
Femke van den Driessche udgik lørdag i VM-løbet. Hvis hun bliver kendt skyldig, må hun imødese en karantæne.
– Teknologisk snyd er uacceptabelt. Vi ønsker, at det mindretal, der overvejer at snyde, får det at vide.
– Der er ingen steder at skjule sig, og før eller siden kommer de til at betale for den skade, de påfører vores sport, siger Brian Cookson.
/ritzau/