Ung mand kræves fængslet for to brande ved Farsø


Anholdelsen fandt sted mindre end en time efter den seneste brand fredag aften i et boldskur ved Farsø Multibane på Jeppe Aakjærsvej i Farsø. Arkivfoto


To gange i løbet af få dage er området omkring Farsø i Himmerland blevet hærget af påsatte brande.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Fredag aften anholdt politiet en 24-årig mand fra lokalområdet, der mistænkes for at have startet brandene.

Anholdelsen fandt sted mindre end en time efter den seneste brand fredag aften i et boldskur ved Farsø Multibane på Jeppe Aakjærsvej i Farsø.

Politiet fik alarmen om branden klokken 21.44, og da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet i færd med at slukke ilden.

Aftenen før havde der været ild i en anden bygning i området omkring Farsø, og derfor havde politiet mistanke om, at ilden i boldskuret kunne være påsat.

Det var et tip fra et vidne, der førte politiet på sporet af den 24-årige, som mistænkes i sagen.

Han blev anholdt klokken 22.20, og efter at han er blevet afhørt, har anklagemyndigheden vurderet, at han skal for en dommer, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

I retsmødet vil anklageren kræve ham varetægtsfængslet.

/ritzau/