Maskerede mænd angriber udlændinge i hjertet af Stockholm


Arkivfoto


En stor gruppe sortklædte og maskerede personer står angiveligt bag et angreb på mennesker med udenlandsk baggrund i Stockholm fredag, skriver Aftonbladet.

Ifølge avisen gik de omkring 100 mænd løs på personer med udenlandsk udseende i området omkring hovedbanegården i den svenske hovedstad.

Like localeyes.dk på Facebook

En video, som avisen har lagt ud på sin hjemmeside, viser flere sortklædte personer i et sammenstød med politi og vagtfolk på Sergels Torv midt i byen.

Du kan se videoen her.

Tidligere fredag aften blev politiet informeret om, at flere folk med tilknytning til nogle af Stockholms fodboldklubber havde planlagt at mødes i Stockholm i løbet af aftenen.

– Politiet har været i kontakt med disse grupper flere gange i løbet af aftenen og har arbejdet med at få grupperne til at gå hver til sit, siger Fredrik Nylén fra politiet i Stockholm ifølge nyhedsbureauet TT.

Før angrebene blev flyveblade med teksten “Nu er det nok” uddelt på hovedbanegården med reference til de mange asylansøgere, der er kommet til Sverige.

Politiet vil dog ikke bekræfte, at personerne har højreekstreme holdninger.

Den nynazistiske gruppe Svenska Modståndsrörelsen lagde sent fredag aften en tekst ud på sin hjemmeside om urolighederne i Stockholm.

Her bliver hændelsen beskrevet som om, at fodboldhooligans “ryddede op” blandt de kriminelle indvandrere.

Én person er blevet anholdt for vold mod en politibetjent i forbindelse med uroen.

/ritzau/