Hundredvis af voldtægter er blevet skjult i politiets journaler


Arkivfoto


Der er i gennemsnit 395 anmeldelser om voldtægt hvert år, men tallet er reelt over 1000 voldtægter. Resten har været skjult af politiet journalisering.

En undersøgelse, som Justitsministeriet selv har gennemført, viser at voldtægtstallet reelt er op mod 1.100 anmeldelser til politiet hvert år – altså godt tre gange så højt, som hidtil troet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Leder af Center for Seksuelle Overgreb, Hanne Baden Nielsen, kalder det ‘helt vanvittigt’.

“Det er virkelig mange, men det overrasker mig ikke, at det reelle tal er højere end det officielle,” siger hun til metroxpress.

Størstedelen af voldtægtsanmeldelserne har været skjult i politiets statistikker under kategorien ‘undersøgelsesnumre’.

Flere politikredse forklarer til metroxpress, at det har været praksis, hvis der var tvivl om, hvad der var sket, eller om der overhovedet var sket noget strafbart. En praksis, som først blev ændret landet over i november 2015. Det har dog ind til nu ikke været muligt at sige, hvor mange sager der er tale om.

Lisbeth Bech Poulsen (SF) kalder de skjulte anmeldelser for ‘en skandale’, og hun er i dag tilfreds med, at de rigtige tal er kommet frem, så man kan se på problemet ud fra de rigtige statistikker.

I serien #kun1af60 har metroxpress blandt andet afdækket politiets omfattende brug af undersøgelsesnumre, bred mistro til myndighederne fra ofrene og at danskerne tror, det er et urealistisk højt antal falske anmeldelser.

Blandt andet har voldtægtsoffer Camilla Kristiansen fortalt sin historie i metroxpress. Trods fysiske skader og spor troede politiet hende ikke i første omgang og henlagde sagen som et undersøgelsesnummer.

“Folk tænker, at det måske er irrelevant, hvor sagen ligger i deres system, men for mig betyder det utrolig meget, at min sag bliver stemplet som det rigtige. Jeg har følelsen af, at min anmeldelse blev fejet ind under bordet,” siger Camilla Kristiansen til avisen.

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke forholde sig nærmere til det store antal voldtægtsanmeldelser, som ifølge hans egen undersøgelse er blevet skjult i statistikkerne.

“Men jeg tror ikke, at der er nogen i systemet, der har haft et ønske om at skjule de her ting,” siger han til metroxpress.

Fremover skal anmeldelserne registreres mere nøjagtigt. Også hvis de bliver afvist.

“Nu får vi en monitorering af området. Hvis sager henlægges, skal de begrundes, så nu får vi en brugbar statistik. Vi kommer til at tage nogle rigtig dybe spadestik på det her område,” siger Søren Pind.