Rengøringsassistenter i Frederikssund snydt for næsten en million


Arkivfoto


993.463 kroner. Så meget er regningen for manglende løn løbet op i nu to et halvt år efter, at selskabet Forenede Service overtog rengøringen i Frederikssund Kommune, skriver Fagbladet 3F.

Siden 1. august 2013 er det blevet til omkring 25 sager om manglende løn til rengøringsassistenter, og størstedelen af pengene er udbetalt sidste år.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Faglig sekretær i 3F Frederiksværk-Frederikssund,Poul Andersen har stadig til gode at se en lønseddel fra Forenede Service, hvor alt er, som det skal være.

– Vi har hentet penge hjem i omkring 25 sager. Men hvad med alle dem, vi ikke opdager? Alle dem, der ikke henvender sig? Vi fortsætter med at lave løntjek, men der kan sagtens være mange, der bliver snydt, uden at de selv ved det, siger Poul Andersen.

De mange sager har drejet sig om aften- og nattillæg, overtidsbetaling, tillæg for uddannelse og meget andet, og har primært drejet sig om rengøringsassistenter, der gør rent i Frederikssund Kommune, men enkelte har arbejde i både Frederikssund Kommune og nabokommuner.

Hos Forenede Service medgiver administrerende direktør Hans Fog, at der er problemer i Frederikssund.

– Det er korrekt, at nogle af vores medarbejdere i Frederikssund igennem en periode ikke har fået alle de tillæg, som de har haft krav på. Fejlen er straks blevet rettet, da vi bliver opmærksom herpå i et godt og tæt samarbejde med den lokale 3F afdeling, skriver Hans Fog i en mail til Fagbladet 3F.