Stort skib grundstødt i Storebælt


Arkivfoto


Fredag eftermiddag sendes dykkere ned for at undersøge, om der er skader i skroget på et 225 meter langt skib, der natten til fredag gik på grund ved Yderflak i Storebælt.

Skibet var på vej til Aarhus med en last af sojabønner, da det bevægede sig ind på et område med for lav vandstand i forhold til skibets dybde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Skibet er tilbageholdt på baggrund af lov om sikkerhed til søs, indtil skroget og de nærmere omstændigheder ved grundstødningen bliver undersøgt, siger vagtholdsleder hos Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

– Herefter tages der stilling til, om det får lov at sejle videre, tilføjer hun.

Umiddelbart er der ikke læk af olie fra det grundstødte skib Glory First, men for en sikkerheds skyld er det danske miljøskib Mette Miljø sendt ud til skibet, en bulkcarrier indregistreret på Marshall Øerne.

I nattens løb dirigerede Forsvarets Søredningstjeneste også støtteskibet Esben Snare, der tilfældigvis befandt sig i området, hen til det havarerede skib.

Det viste ikke umiddelbart tegn på at lække olie.

De danske myndigheder afventer en bjærgningsplan fra skibets ejere og forsikringsselskab.

Skibet var på vej fra San Lorenzo i Argentina til Aarhus, da det af endnu ukendte årsager stødte på grund.

Hos Forsvarets Operationscenter ønsker vagtholdslederen ikke at oplyse, hvad hun mener er årsagen til havariet.

– Men vi har vores teorier, siger hun.

/ritzau/