Vidner søges: 53-årig mand ramt af skud fra jagtgevær


FJERRITSLEV: Tirsdag aften indledte Nordjyllands Politi en massiv efterforskning i Fjerritslev. Det skyldes, at en 53-årig mand blev ramt af skud, og politiet søger vidner til sagen.

Baggrunden var, at politiet tidligere samme aften modtog en anmeldelse om, at en person var væltet på sin knallert på Jernbanegade i Fjerritslev, men da ambulancepersonalet ankom til stedet, kunne de konstatere, at han var ramt af i hånden af et skud.

Manden, der stammer fra lokalområdet, er erklæret uden for livsfare, men han er forsat indlagt på hospitalet, oplyser lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Politiet rykkede på grund af hændelsen øjeblikkeligt ud til Fjerritslev med adskillige politi-patruljer, og man foretog i og omkring byen en række efterforskningsskridt, herunder blev ejendomme undersøgt af politiet, ligesom området blev undersøgt, bl.a. af hundepatruljer.

Onsdag fortsatte politiet undersøgelserne i området omkring gerningsstedet.

Vidner søges – ring 114
I forbindelse med efterforskningen søger politiet efter vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen.

“Særligt et udenlandsk par, der ca. kl. 20.00 i går aftes var i dialog med ambulancepersonalet, der behandlede forurettede på Jernbanegade, er interessant for vores efterforskning. Dem vil vi gerne tale med,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, og tilføjer, at parret var kørende i en sølvgrå Ford Focus.

Parret og alle andre vidner bedes straks ringe til politiet på 114.

Massiv efterforskning i gang
Imens forsætter politiet sin efterforskning i sagen, og efterforskningen koncentrerer sig om at belyse forløbet før, under og efter skudepisoden, ligesom man skal have klarlagt et muligt motiv.

”Skud i det offentlige rum er en særdeles alvorlig sag, så der er et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi efterforsker massivt for at få klarlagt, hvem der har afgivet skud, og under hvilke omstændigheder det er foregået,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der oplyser, at det blandt andet indebærer en række tekniske undersøgelser og undersøgelser i området, ligesom forurettede og en række andre personer skal afhøres af politiets efterforskere, herunder de vidner der måtte henvende sig i løbet af i dag.

Frank Olsen kan dog tilføje, at der formentlig er tale om, at det er skud afgivet med et jagtgevær.