Optagelser fra november 2018 hvor Nedim Yasar’s kiste ankommer til den muslimske gravplads på Brøndbyøstervej.
Hvorfor skulle radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar slås ihjel?
Det spørgsmål svæver fortsat i det uvisse, selv om sagen er nået dertil, hvor seks nævninger og tre dommere tirsdag formiddag afgør, om to tiltalte for drabet er skyldige.
– Hvorfor? Det er et spørgsmål, vi virkelig har stillet os selv. Det er et, vi virkelig gerne vil vide svaret på. Men sandheden er, at det ved vi simpelthen ikke, sagde anklager Jens Povlsen under proceduren i sagen ifølge Ekstra Bladet.
Men trods det manglende motiv mener anklageren stadig, at de to skal dømmes.
Den ene tiltalte, en Satudarah-rocker, har ifølge anklageren affyret de dræbende skud ind gennem ruden på den bil, som Nedim Yasar sad i. Den anden agerede chauffør, lyder anklagen.
Jens Povlsen har fremlagt teledata, som viser, at de to tiltaltes telefoner var i området ved gerningsstedet på drabsaftenen.
Den ene af de tiltalte har erkendt at have kørt i en bil med en kammerat i nærheden af drabsstedet på aftenen. Men han vil ikke fortælle, hvem vennen var.
Kammeraten ses på overvågning forlade bilen, og ifølge anklageren var han drabsmanden. Den tiltalte chauffør har derimod forklaret, at han og vennen var i området for at skaffe Viagra-piller, som de skulle videresælge.
De to tiltalte mænd nægter sig skyldige. Mens den tiltalte chauffør erkender at have kørt rundt i området, kan Satudarah-rockeren ikke huske, hvad han foretog sig den aften.
Men retssagen har altså ikke gjort offentligheden klogere på, hvorfor nogen ville dræbe Nedim Yasar. De to tiltalte har afvist, at de vidste, hvem Yasar var, før drabet på ham havnede på forsiden af landets aviser.
Drabet skete på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter først på aftenen den 19. november 2018.
Nedim Yasar havde netop forladt en reception, som blev holdt i anledning af udgivelsen af bogen “Rødder – en gangsters udvej”, som hans radiokollega Marie Louise Toksvig havde skrevet om ham.
Yasar stiftede i sin tid en lokal bande, Los Guerreros, der var støtte for rockergruppen Bandidos. Yasar selv var på et tidspunkt prøvemedlem i Bandidos, men i 2012 forlod han bandemiljøet via et exitprogram.
Det var udsigten til at blive far, der fik ham til at bryde med bandetilværelsen.
I de sidste år af sit liv var han medvært på Radio24syv-programmet “Politiradio”.
/ritzau/