Butiksejer tæsker indbrudstyve – han er nu fængslet mens tyvene er fri


Arkivfoto


En 52-årig butiksejer bankede natten til torsdag indbrudstyve med et baseballbat. Butiksejeren er nu varetægtsfængslet for vold, og indbrudstyvene sat på fri fod.

Ved et grundlovsforhør blev en 52-årig forretningsindehaver fra Auning torsdag varetægtsfænglset i 14 dage, han er sigtet for vold efter at have banket to indbrudstyve med et aluminiumsbat.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Indbruddet og de efterfølgende øretæver til indbrudstyvene skete natten til torsdag på Torvegade i Auning, hvor den 52-årige indehaver af en forretning overnattede på stedet sammen med sin 17-årige søn.

Årsagen til overnatningen i butikken skyldtes flere tidligere indbrudsforsøg, og ganske rigtig forsøgte tre indbrudstyve sig mod butikken, natten til torsdag omkring kl. 04.30.

Tre mørkklædte personer havde forsøgt at bryde ind i butikken, men blev opdaget af den 52-årige mand som røg i hovedet på gerningsmændene og endte med at klappe to af indbrudstyvene nogen på frakken med et alubat.

Da patruljer fra Østjyllands Politi nåede frem til stedet, lå to af indbrudstyvene uden for forretningen og havde fået flere slag på kroppen og i hovedet.

En af indbrudstyvene, identisk med en 39-årig kvinde, måtte efterfølgende sys sammen og behandles for en brækket arm og brækket hånd. Hendes medgerningsmand, en 41-årig mand, slap fra den rasende 52-årige mands afklapsning med knubs og skrammer.

Den tredje indbrudstyv havde held til at undslippe, og er endnu ikke pågrebet. De to indbrudstyve er begge blevet sigtet for indbrud, afhørt og sat på fri fod.

Den 52-årige indehaver og hans 17-årige søn er begge blevet sigtet i sagen, her er den 17-årige mand blevet afhørt og løsladt. Den 52-årige butiksindehaver er sigtet for kvalificeret vold, i folkemunde kendt som grov vold og han risikerer nu op mod seks års fængsel.

Han er nu foreløbigt varetægtsfængslet i 14 dage.