Nordsjællands Politi undersøger et mistænkeligt dødsfald i Frederikssund.
Det skriver politiet på Twitter.
Den afdøde er en 33-årig mand. Hans pårørende er underrettet.
Politiet er på grund af dødsfaldet til stede på Bruhnsvej i Frederikssund.
Når personer bliver fundet døde, og det ikke umiddelbart står klart, hvad de er døde af, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.
Det betyder, at man behandler dødsfaldet, som om der er tale om drab, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere viser sig, at den person, der er afgået ved døden, er offer for en forbrydelse.
Nordsjællands Politi kan kort før middag mandag ikke oplyse yderligere.
/ritzau/