Bidende kulde lægger sig over Danmark i løbet af ugen


Arkivfoto


Det kolde vejr ser ud til at holde fast i sit greb om Danmark, selv om mandag byder på en svag mildning med temperaturer op til fire graders varme.

Det oplyser DMI på tærsklen til en ny uge.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi får lidt mildning det kommende døgn, men så begynder vi at få kulde igen. Temperaturen begynder stille og roligt at falde, og så bliver det spændende at følge, om vi sidst på ugen får under ti graders frost, siger meteorolog Mette Wagner.

Årsagen til temperaturfaldet skyldes, at vinden begynder at dreje over i nordøstlig retning i løbet af ugen. Dermed henter vi kulden fra Rusland.

– Tirsdag vender kulden tilbage, og i løbet af onsdag vil temperaturen måske ikke komme over frysepunktet i dagtimerne, siger Mette Wagner.

Mens kulden lægger låg på landet i løbet af ugen, er det mere usikkert, hvor store mængder sne, der følger med.

– Der vil bestemt være mulighed for snebyger, men det er for usikkert at sige, hvor de vil ramme, fordi det især er sidst på ugen, de ser ud til at komme, og prognoserne for den periode er meget usikre, siger Mette Wagner.

Dermed er det også usikkert, om vi for alvor kan komme til at mærke kulden bide i kinderne.

Men i weekenden tyder det lige nu på, at der kan blive mellem 8 og 13 graders frost – lokalt endnu lavere.

Normalt ligger gennemsnitstemperaturen i januar på nul grader celsius, men de seneste ti år har der i gennemsnit været 1,5 grader varmere.

Det er seks år siden, at gennemsnitstemperaturen i januar var under frysepunktet. Men med den kolde start på året er der måske udsigt til, at vi i år kommer til at nærme os den magiske grænse.

/ritzau/