Arkivfoto
Hvis den nuværende normering skal holde, vil kommunerne i 2016 og frem få brug for 1200 pædagoger, 300 modtagerklasser og 80 daginstitutioner, når kommunerne i år skal tage imod 17.000 nye flygtninge.
Det viser et internt notat fra KL’s økonomiske sekretariat, skriver Politiken, som er i besiddelse af notatet.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDet er første gang, at Kommunernes Landsforening (KL) har regnet på, hvilke konsekvenser den voksende flygtningestrøm i 2016 kan få for landets 98 kommuner.
KL-formand Martin Damm kalder situationen et “akut problem”.
– Det er min holdning, at regeringen bliver nødt til at udvise mere ansvar over for den opgave, kommunerne står over for, siger han til Politiken mandag.
KL-formanden mener eksempelvis, at regeringen må anerkende, at der i år og de næste par år vil være en stor regning i kommunerne, som “vi bliver nødt til at tage højde for nu, inden vi bruger statens økonomiske råderum på andet”.
Takker samtlige flygtninge ja til en helbredsvurdering – som de har ret til at få tilbudt – vil det desuden kræve 20 fuldtidsansatte læger ekstra, som det formuleres i notatet.
Beregningerne er behæftet med usikkerhed, men er ifølge kilder i KL det bedst mulige skøn på nuværende tidspunkt, skriver Politiken.
Af notatet fremgår det ligeledes, at de 17.000 flygtninge i 2016 kan føre til i alt 37.400 flygtninge efter familiesammenføring.
Sidste år fik KL 350 millioner kroner ekstra til flygtningeområdet. Men det er slet ikke nok, mener Martin Damm.
Han vurderer, at staten bør hoste op med “flere milliarder kroner”, hvis kommunerne skal kunne løfte opgaven.
De kommende uger vil regeringen drøfte problemet med KL, lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Han skriver i en mail til Politiken, at regeringen “er fuldt bevidst om, at kommunerne – og hele vores samfund – står over for en stor udfordring”.
På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen er parat til at afsætte flere penge, svarer han:
– Regeringen er klar til at drøfte konkrete og betydelige lempelser af kommunernes integrationsopgaver, så integrationen kan blive bedre og billigere – blandt andet ud fra de forslag, som KL har lagt på bordet.
/ritzau/