Fængselshund finder mobil hos fængslet i Krudttøndesagen


Den varetægtsfængslede mand flyttes nu til et andet arresthus, og opmærksomheden på de andre, der er fængslet i forbindelse med sagen om drabene ved Krudttønden og synagogen vil ifølge ministeren blive skærpet. (Foto af skudhuller i Krudttønden).


Efter omtale af at en af Omar el-Husseins påståede fem hjælpere ved angrebene på Krudttønden og synagogen i København angiveligt har været aktiv på de sociale medier fra fængselscellen, er hans celle blevet ransaget, og der er fundet en mobiltelefon.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser justitsminister Søren Pind (V) fredag på Facebook.

– I nat tog en af Kriminalforsorgens hundeførere så ud til det arresthus, hvor den indsatte sidder. Aktionen resulterede i, at man fandt en mobiltelefon i hans celle, skriver Søren Pind.

De fem mistænkte hjælpere har i over ti måneder været varetægtsfængslet, mens efterforskningen af sagen mod dem foregår. I den tid har de været afskåret fra at kommunikere med omverdenen.

Ikke desto mindre viser en undersøgelse foretaget af DR, at der hos den yngste af dem – en 19-årig mand – har været aktivitet på hans profiler på internettet, mens han har siddet varetægtsfængslet.

Aktiviteten er især sket i november og december og typisk om natten.

– Det er helt uacceptabelt. Jeg bad derfor om, at sagen blev undersøgt til bunds, skriver justitsministeren.

Den varetægtsfængslede mand flyttes nu til et andet arresthus, og opmærksomheden på de andre, der er fængslet i forbindelse med sagen om drabene ved Krudttønden og synagogen vil ifølge ministeren blive skærpet.

Samtidig vil Søren Pind styrke indsatsen mod ulovlig besiddelse af mobiltelefoner i fængslerne.

– Det her forløb bekræfter mig i, at det er helt nødvendigt, at vi styrker indsatsen, skriver Pind på Facebook.

/ritzau/