14-årig pige blev påkørt – er død af sine kvæstelser


    Arkivfoto

    Ved en ulykke på Ouevej mellem Hobro og Hadsund mandag eftermiddag blev to 14-årige piger, der var til fods, ramt af en bil.

    Den ene pådrog sig livstruende kvæstelser. Hun er siden død.

    Det oplyser Nordjyllands Politi.

    Pigen afgik ved døden tirsdag aften på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

    Her var hendes pårørende til stede.

    Hun blev fløjet med helikopter til sygehuset umiddelbart efter ulykken.

    Hendes veninde blev bragt med ambulance til Aalborg Sygehus og var ikke i kritisk tilstand, men havde fået mindre kvæstelser.

    Ulykken skete, da en 59-årig mandlig bilist under en overhaling ramte de to piger, der gik i den ene side af vejen.

    Politiet har afhørt manden, men efterlyser et vidne, som kørte med en trailer ad Ouevej på samme tidspunkt som ulykken.

    Denne bilist blev overhalet af den 59-årige mand, der påkørte pigerne.

    Bilisten opfordres til at henvende sig til politiet på telefonnummer 114.

    Ulykken fandt sted mandag klokken 17.54.

    /ritzau/