Arkivfoto
Hvis man drømmer om at kælke eller lave en engel i sneen, skal man gøre det fredag eller lørdag formiddag.
For selv om der kan falde op til otte centimeter sne i løbet af fredag og den kommende nat, vil sneen ikke blive liggende, lyder det fra DMI.
Like localeyes.dk på FacebookUgens sidste hverdag kommer dog i et hvidt sneskær.
– Kriterierne er ikke helt opfyldt for en snestorm fredag, fordi der ikke kommer nok sne, men på grund af kraftig blæst fyger det mange steder i landet, og det vil sætte sit præg på dagen, siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen til Ritzau.
– Vinden aftager i løbet af eftermiddagen, og så bliver det knap så slemt. Det bliver ikke så varmt, at sneen smelter, og der kan komme mere sne i løbet af natten, så det bliver i hvert fald liggende til lørdag, siger han videre.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem frysepunktet og et par graders frost. Ved Østersøen kan der dog komme op til to graders varme. Vinden vil først på dagen være frisk til hård og op til kuling.
– Lørdag bliver det lidt lunere, men i løbet af dagens første halvdel kan man fortsat have fornøjelse af sneen og finde kælken frem, siger Frank Nielsen.
– Senere på dagen kan vi få lidt sol, og temperaturen kan snige sig op på fire plusgrader. Søndag går det så galt for sneen. Det bliver skyet, og der kommer regn det meste af dagen, så mandag er sneen nok helt væk, lyder det videre.
Snevejret fredag varsler til gengæld slutningen på den isnende kulde, der har sat kløerne i årets første uge.
– Det markerer et punktum for den sibiriske kulde, vi har haft siden nytår. Kulden er ikke langt væk, men den kommer ikke fra Sibirien, siger Frank Nielsen.
Det mildere vejr vil derfor kunne mærkes søndag, selv om der ikke ligefrem er udsigt til smuk sol og vindstille.
– Søndag kan der falde mellem fire og otte millimeter regn, og det bliver op til hård vind. Det bliver ikke særlig rart vejr, men temperaturen kommer til at ligge over frysepunktet på mellem to og fem grader, siger Frank Nielsen.
/ritzau/