Mændene, der er mellem 22 og 29 år, var blandt andet tiltalt for grov vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler på livet, afpresning og røveri, alt sammen begået mod den unge mand. Arkivfoto
Fem mænd med tilknytning til rockergruppen Satudarah skal i fængsel, efter at de sidste år bortførte en ung mand og blandt andet krævede en halv million kroner af ham.
Retten i Glostrup har torsdag idømt mændene straffe på mellem halvandet år og et år og ni måneders fængsel, oplyser anklager Pernille Røper Søberg.
Mændene, der er mellem 22 og 29 år, var blandt andet tiltalt for grov vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler på livet, afpresning og røveri, alt sammen begået mod den unge mand.
Det er de stort set blevet dømt for. Men de blev blandt andet frifundet for at have slået offeret i hovedet med en lægtehammer.
Derudover blev de ikke dømt for grov vold efter straffelovens paragraf 245, men for vold efter paragraf 244, der er såkaldt simpel vold.
Det var 21. maj sidste år, at mændene bortførte og afpressede den unge mand, der er i begyndelsen af 20’erne.
De fem mænd krævede som nævnt en halv million kroner af offeret, og de truede med at slå hans familie ihjel, hvis han ikke betalte. Derudover skal de have forlangt at få offerets mors blomsterforretning som afdrag på gælden.
Manden blev holdt fanget i to timer. Efter at han var blevet tvunget ind i en bil på en parkeringsplads i Lyngby, blev han kørt til en villavej i Bagsværd og til et skovområde ved Bagsværd Sø.
Hele hændelsen bundede angiveligt i en narkogæld, som offeret skal have haft til rockergruppen Satudarah.
Tre af mændene på 24, 25 og 29 år er medlemmer af rockergruppen, mens de to sidste på 22 og 26 år har relationer til gruppen.
Den 22-årige, den 26-årige og den 29-årige blev idømt hver halvandet års fængsel, mens de to på 24 og 25 år blev idømt et år og ni måneders fængsel.
Derudover blev den 26-årige mand, der er vagt, frakendt retten til at arbejde som dørmand og vagt i tre år.
To af de nu dømte ankede på stedet dommen til landsretten, mens de tre sidste har udbedt sig betænkningstid.
/ritzau/