Grænsekontrol i Gedser mandag den 4. januar.
I et opsigtsvækkende brev til Folketingets Retsudvalg, som polititillidsmand Preben Viggo Nielsen i Kalundborg har forfattet, lyder det, at grænsekontrollen i Danmark er hullet og frustrerende.
– Det, der foregår i Rødbyhavn og Gedser, er en sporadisk og helt igennem utilstrækkelig kontrol, som må animere enhver mulig menneskesmugler til at samle flygtningene i “familier” og/eller indrejse tidligt på dagen. Muligheden for at undgå kontrol i disse terrortider er beskæmmende, skriver tillidsmanden i brevet ifølge metroXpress.
– Grænsekontrollen ved vores færger fra Tyskland både ærgrer mig og gør mig flov, skriver Preben Viggo Nielsen videre og understreger, at han har talt med mange kolleger, der deler hans frustrationer.
Venstre-regeringen indførte mandag grænsekontrol, men ifølge metroXpress går de fleste formiddage med at håndtere gårsdagens tilbageholdte immigranter, hvorfor man ikke laver ny kontrol.
Og ifølge en instruks skal man ikke kontrollere immigranter i familier på tog.
Det betyder ifølge metroXpress, at menneskesmuglere bare skal sørge for at komme med en morgenfærge eller samle folk i grupper, hvis de vil ind i Danmark.
Dansk Folkeparti vil tage sagen op med regeringen, men over for metroXpress henviser justitsminister Søren Pind (V) til Rigspolitiet, der svarer, at man fortsat kun laver stikprøver.
/ritzau/