Politiet efterlyser vidner til skudepisode i Greve


Politiet kunne efterfølgende konstatere skudhuller i et soveværelsesvindue. Arkivfoto


En mand og en kvinde blev natten til tirsdag vækket ved at der blev affyret flere skud mod deres soveværelsesvindue i Gersagerparken i Greve.

Like localeyes.dk på Facebook

Natten til tirsdag kl. 00.45 fik politiet en anmeldelse fra en beboer i en lejlighed, hvor der kort forinden var blevet skudt imod.

Politiet kunne efterfølgende konstatere skudhuller i et soveværelsesvindue, men ingen beboere i den omhandlede lejlighed kom til skade.

Stedet blev undersøgt af politiet med assistance fra kriminalteknikere i et forsøg på at finde spor, der kan bidrage med yderligere oplysninger i sagen til at finde gerningsmanden.

– Der er ikke umiddelbart noget, der peger på, at skuddene er faldet som led i en bandekonflikt eller lignende, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.