62-årig i livsfare efter at være ramt af flugtbilist


Arkivfoto


En 62-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han natten til fredag blev påkørt af en spirituspåvirket flugtbilist.

Flugtbilisten – en 70-årig mand – er senere anholdt af politiet, oplyser vagtchef Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete i Videbæk nytårsnat klokken cirka 3.30, og begge mænd er fra lokalområdet.

Den 62-årige spadserede sammen med sin veninde ad Lilje Allé, da han blev ramt bagfra af en bil ført af den 70-årige.

Bilisten standsede ikke op, da han havde ramt den 62-årige, for at komme ham til undsætning. I stedet tog han flugten.

– Efter at have kørt lidt rundt i området fandt vi en bil med skader efter påkørslen og en spirituspåvirket mand. Hans promille var væsentligt over det, den må være, siger Anders Olesen.

Fredag overvejer anklagemyndigheden om han skal i grundlovsforhør.

/ritzau/