Mord i 2015 – et drabsår med markante sager


Efter terrorangrebet mod Krudttønden blev Omar el Hussein skudt og dræbt af politiet tidlig søndag morgen den 15. februar ved Nørrebro Station i København.


Terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København og en decideret likvidering af tre unge mænd på Frederiksberg er to af de drabssager, der stikker ud i et drabsår, der ellers ligner normalen på mange områder.

I alt er 44 personer blevet dræbt i Danmark i år ifølge Ritzaus oplysninger. Tre af tilfældene betegnes som vold med døden til følge.

Like localeyes.dk på Facebook

Derudover har Bornholm én sag, hvor det endnu ikke er afklaret, hvorvidt der var tale om dødsvold eller grov vold. Hvis det er det første, ender drabstallet på 46.

Det var kun tre dage efter nytår, at den første person mistede livet. En 58-årig mand i Nordjylland blev tæsket så grumt med blandt andet et baseball bat, at han døde af det.

I det store hele ligner drabsåret de foregående – både hvad angår antal drab og drabsmetode.

– Det svarer egentlig til, hvad vi plejer at se, lyder det fra læge fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet Asser Hedegård Thomsen, der forsker i de seneste 25 års drab begået i landet.

Ligesom sidste år var det mest anvendte drabsvåben i 2015 en kniv, som 18 personer i år blev dræbt med.

– Det er den hyppigste drabsmetode. Det har det været i mange år. Du har en kniv derhjemme – du har ikke en pistol, forklarer Asser Hedegård Thomsen om det “populære” våben.

København var med 11 dræbte personer det område med flest drab i år. Det københavnske politi har også haft travlt, lyder det fra politikommissær Hans Erik Raben fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Han peger på, at der er to sager, som “stikker ud og er atypiske i forhold til de drab, som vi normalt ser”.

– Det er selvfølgelig terrorangrebet 14.-15. februar. Der bliver Danmark ramt, og der bliver vi ramt. Det har selvfølgelig præget året, og det har været en lang og tung efterforskning, siger Hans Erik Raben og fortsætter:

– Det tredobbelte drab 11. november, som er en decideret likvidering, stikker også ud. Det er yderst sjældent, at vi har haft en drabssag med tre dræbte, siger han.

Ud over de godt 40 mennesker, der er blevet dræbt herhjemme, er tre danskere blevet dræbt i udlandet.

/ritzau/