Arkivfoto
En 34-årig mand mistænkes for at have voldtaget en ældre kvinde i hendes eget hjem i julen. Han fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i Retten i Randers.
Det oplyser politikommissær ved central efterforskning hos Østjyllands Politi Helle Fly Edelbo.
Manden, der er fra Randers, mødte ifølge politiet op på den 73-årige kvindes adresse i Randers søndag 27. december om aftenen, hvor voldtægten skal have fundet sted.
Hvordan den 34-årige mand kom ind i huset – om det eksempelvis var ved tvang, eller om kvinden selv lukkede ham ind – vil politikommissæren ikke oplyse.
Men Helle Fly Edelbo vil dog gerne fortælle, hvorvidt de to kendte hinanden.
– Der er ingen relation imellem dem, siger hun.
Den 34-årige mand blev anholdt og sigtet mandag eftermiddag. Han bliver fremstillet i grundlovsforhøret klokken 12.15, hvor anklagemyndigheden vil kræve, at han bliver varetægtsfængslet.
/ritzau/