Flere indbrudstyve taget på fersk gerning julenat


Arkivfoto


Juledagene er højsæson for indbrudstyve, men ikke alle slipper godt fra at bryde ind i fremmede folks boliger.

Flere tyveknægte er således blevet taget på fersk gerning i løbet af natten.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I Nordsjælland gik det galt for en gammel kending af politiet allerede inden familien Danmark begyndte at sætte kniv og gaffel i and og flæskesteg.

– Vi får en anmeldelse fra alarmcentralen klokken 17.25. En indbrudstyv har udløst en alarm i en villa i Birkerød. Gerningsmanden hopper ud ad vinduet med en pose på ryggen, men det ser en af vores hundepatruljer, siger vagtchef Anders Schütt til Ritzau.

Den 28-årige indbrudstyv blev derefter anholdt. Det har han prøvet før. Han er nemlig tidligere dømt for røveri og indbrud.

Og det var ikke mange dage, manden nåede at nyde sin frihed.

– Gerningsmanden er en iransk statsborger, der bor i Sandholmlejren. Han er blevet løsladt for to dage siden efter at have afsonet en fængselsdom, fortæller vagtchefen.

Sydsjælland- og Lolland-Falster Politi har også været travlt beskæftiget med indbrud natten igennem. Torsdag eftermiddag lykkedes det at pågribe en indbrudstyv, og en borger i Korsø var tæt på at gøre politiet bedriften efter, da han i nat kom hjem.

– Da han låser sig ind i sin lejlighed støder han på to mænd, som ikke havde noget at gøre på adressen. Han forsøger faktisk at tilbageholde den ene, men personen slår fra sig, og så stikker de to indbrudstyve af, siger vagtchef Anders Mikkelsen.

Sydjyllands Politi efterlyser en sort Toyota Yaris efter et indbrud i Starup ved Haderslev, mes Sydøstjyllands Politi melder om mange anmeldelser, men ingen anholdelser.

Samme besked lyder fra Midt- og Vestsjællands Politi. Ifølge vagtchefen har der været omkring 20 indbrud i kredsen i løbet af natten.

I København lykkedes det politiet at få fat i tre personer, der var taget på tyvetogt i en villa på Kaktusvej på Amager.

– En pige hører noget pusle og overrasker tre unge mænd inde i villaen, siger Sajjad Haider, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet bliver alarmeret, og kort tid lykkes det at anholde de tre personer, oplyser han.

På Fyn har der ifølge vagtchef Christian Rasmussen været “en del” anmeldelser.

– I Assens lykkedes det en af vores patruljer at anholde en person, der sammen med en anden mand var ved at bryde ind i en villa ved totiden i nat. Desværre fik vi ikke fat i medgerningsmanden, siger vagtchefen.

Rigspolitiet offentliggør senere fredag en opgørelse over antallet af indbrud i de forskellige politikredse.

/ritzau/